Hovedformålet med min henvendelse er at tilbagevise socialminister Karen Ellemanns påstande omkring bekæmpelsen af den negative sociale arv,
hun vil indføre "Barnets Reformpakke" for at standse en brand ved at hælde benzin på bålet.
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009/08/22/084403.htm&ref=articleShareBox

Denne sammenfatning af den forskning der foreligger på området kan tilbagevise alle hendes bekymringer vedr. manglende anbringelse af børn. Er hun kendt med Bo Vinnerljungs afhandling: Plejebørn som voksne?
Vinnerljung går her systematisk gennem den internationale forskning om anbragte børn og beviser hvordan det går dem der har været i langvarig plejefamilie. Bl.a. gjorde han en egen søskenundersøgelse som også er præsenteret i afhandlingen. Den samlede forskningen slår klart fast at det som gruppe ikke er nogen gevinst for børn i "udsatte hjem" at blive revet bort fra familien for å komme i plejefamilie på lang sigt.
Man skulle måske tro at "de sociale myndigheder" og alle aktører centralt og lokalt både var kendt med og havde taget til efterretning godt dokumenteret forskning med så alarmerende resultater i forhold til nordisk praksis og lovgivning, og var i gang med at ændre praksis og lovgivningen, sådan at det var unødvendig for amatører som mig at gøre dem opmærksom på vidtrækkende forskning på området. Desværre synes ingen av beslutningstagerne og aktørerne at være interesseret i denne forskning, men vil fortsætte "business as usual" selv om det ud fra forskningsresultaterne enten er skadelig for børn eller som minimum ikke nogen fordel for dem at blive anbragt. Samtidig ødelægges hele familier (dette sidste vil jeg forbigå uden kommentarer, da det er barnets bedste der er temaet her.). For at kunne slippe at erkende sin egen livsløgn, hvilket jo ikke er mindre vanskelig for de fagfolk dette angår, er det åbenbart vigtig at undgå en offentlig debat omkring disse spørgsmålet, hvilket ville ført til at forskningsresultaterne ble kendt. Så godt ties dette ihjel af de aktuelle fagfolk at heller ikke media er interesseret. Jeg synes derfor det var meget beklagelig at heller ikke Politikerne benyttet anledningen og opfordringen fra min side til at gennemgå Vinnerljungs afhandling og sørge for at den kom på den offentlige dagsordenen.
De institutioner og personale der har tilknytning til anbringelsesområdet, synes som sagt mest optaget af at undgå offentlig interesse og debat vedrørende denne forskningen. Det gjorde man da Bohman og Sigvardsson la frem resultaterne fra deres longivetudinelle undersøgelse i 80erne, til trods for at resultaterne meget klart afsløret at det ikke var grund til at forvente at anbringelser i plejefamilier ville give børn en bedre fremtid, og det gør man nå med Bo Vinnerljungs afhandling: Plejebørn som voksne.
Mest sensationelt med Bohmans forskningsresultater var at de viste at det var dobbelt så mange tidligere plejebørn som var registreret som kriminelle eller som misbrugere end hvad tilfældet var for normalbefolkningen, adoptivbørnene og de børn som voksede op i risikohjem. Hvis man tænkte sig at forskningsresultater af tilsvarende alvorlig karakter havde blevet lagt frem på et hvilket som helst andet område, ville det ha skabt en kolossal offentlig debat og tvunget frem en ændring. Det som gør at denne forskning ikke får sådan opmærksomhed og konsekvenser, er at en anerkendelse af forskningsresultaterne ville fjerne selve livsløgnen for mange påståede fagfolk, og inden skal Holger Danske vågne op fra Kronborgs kælder.
På sidste omslagsside i Bo Vinnerljungs bog Plejebørn som voksne (i serien Lund Studies in Social Welfare, Arkiv förlag 1996) heder det at "Resultatet av Vinnerljungs forskning vil fremtvinge en alvorlig diskussion om barns udvikling og sociavæsenets tiltag". Det har ikke sket, og grunden er som nævnt at det drejer sig om selve livsløgnen for rigtig mange personer som derfor har en gensidig interesse at undgå en sådan debat.
Fra side 49 og videre gennemgår Vinnerljung de undersøgelser som er gjort med "matchende" sammenligningsgrupper. Jeg vil kort omtale disse:
McCord (1960, USA) sammenlignede 19 tidligere plejebørn med 19 mænd som havde vokset op i sine afvigende biologiske hjem, og fandt at signifikant flere plejebørn var kriminalitetsregistreret i 30 års alderen, og kom for øvrig til at ophold i plejefamilie havde haft en skadelig indvirkning på drengenes udvikling.
Runyan & Gould (1985, USA) fandt ingen signifikante forskelle i ungdomskriminalitet mellem godt 100 plejebørn og tilsvarende antal barn som havde vært udsat for dårlig behandling i hjemmet men ikke blev anbragt i plejefamilie.
Minty (1987, britisk) fandt også at andelen som var dømt for kriminalitet av 100 personer som i barndommen havde vært i "dygnsvård" ("care"), var omtrent den samme som hos de to sammenligningsgrupperne, hhv tidligere børnepsykiatri -patienter og tidligere kroniske skole - pjækkere, men dobbelt så høj som blandt "normale" barn.
Cook (1992) gjorde i sin doktorafhandling en sammenligning av 107 plejebørn som i en amerikansk surveyundersøgelse av 13.000 voksne, resten av personerne i undersøgelsen og fandt at plejebørnene havde signifikant forhøjet antal depressioner og på skalaer som beskrev relationer til andre, mens hun ikke fandt signifikante forskelle for så vidt gjaldt livstilfredshed og selvfølelse. Cook mente at resultaterne viste dårligere velbefindende og social funktion hos voksne plejebørn end hos andre voksne, og hun tolket dette som en konsekvens av tiden i plejefamilie.
*
Bohman & Sigvardsson fulgte gennem mange år ca 600 barn som før de var fyldt et år skulle flyttes fra hjemmene og adopteres av fremmede. Det viste sig gennem det første året at kun 168 faktisk ble adopteret, mens 203 ble plejebørn og 208 vendte tilbage til sin mor. De fleste av de nævnte plejebørn blev også adopteret etter hvert og hele 70% av dem var således adopteret ved syv års alderen, men alle disse er i resultaterne beholdt som plejebørn. (De som bruger undersøgelsen til at argumentere for adoption - og det er det nogen som er så frække at gøre til trods for at de er blinde for undersøgelsens resultater for plejebørn - har følgelig ikke så gode argumenter som de giver udtryk for at de har.) De tre grupperne blev sammenlignet med hinanden og med tilfældig udvalgte i deres skoleklasser.
Da børn i Bohmans undersøgelse var 11 år gamle, klassificerede lærerne 20% av drengene i alle de tre grupper som problembarn i modsætning til kun 8 - 12% av kontrolbørn, og plejepigerne ble bedømt negativt som drengene, mens "hjemmepigerne" og adoptivpigerne ble bedømt betydelig bedre. Plejebørnene havde dårligere resultater end både hjemmebørn og kontrolbørn.
Da børn var 15 år gamle, var 2 - 3 ganger flere av både plejebørnene og hjemmebørn klassificeret som mistilpasset sammenlignet med kontrolbørn, mens adoptivbørnene ikke skilte sig fra kontrolbørn. Derimod havde adoptiv drengene signifikant dårligere resultater end kontrolbørn i to skolefag og adoptiv pigerne i et fag, mens hjemmebørn (drengene) havde dårligere resultater i tre fag og plejedrengene dårligere resultater i alle syv skolefag. De hjemmeboende piger og plejepigerne var dårligere i to fag.
Ved sessionen afveg både plejedrengene og hjemmedrengene kraftig negativt fra kontrolgrupperne i alle test, i modsætning til adoptivbørnene. Nogen år senere var kun ca 16% av hjemmedrengene registreret for kriminalitet og alkoholmisbrug sammenlignet med hele 30% av plejedrengene. Hjemmedrengenes resultater som med kontrolbørn og adoptivbørnene.
*
Ferguson (1966) fandt tilsvarende resultater, herunder at dobbelt så mange plejedrenge end hjemmedrenge (de sidste var drenge som sluttet skolen tidlig) var blevet straffedømt ved 18 års alderen, og han fandt også lignende forskelle hos pigerne.
Derimod fandt Cathy Widom (1991) at gruppen straffedømte i 20-30 års alderen var omtrent den samme for plejebørnene som for gruppen hjemmebarn (alle børn var angivelig udsat for "abuse" og "neglect").
Christoffersen (1993) fandt ved stikprøveundersøgelser af danske barn, i alt ca 1400, hvoraf 700 havde vært anbragt udenfor hjemmet (39% i plejefamilie), 300 voksede op i risikohjem og 400 udgjorde normalgruppen. Resultaterne viste ud fra en mængde delresultater at de som havde vært anbragt udenfor hjemmet, havde en dårligere social situation og velbefindende end sammenligningsgrupperne i voksen alder, altså dårligere også end de som voksede op i risikohjem, bl.a. fandt også han at procent plejebørn som var straffedømt ved 25 års alder, var dobbelt så høj (17%) som i normalgruppen (8%) mod 11% i risikogruppen, mens de som også havde vært i institusjon havde over fire ganger så høj procentandel kriminelle (35%) som i normalgruppen.
Vinnerljung har også gennemgået undersøgelser som er gjort uden undersøgelsesgrupper, og dem lader jeg hvile bortset fra at jeg vil trekke frem de sammenligninger som er gjort med normaltal:
Otterstrøm (1946) fandt at blandt tidligere plejebørn var 3 ganger så mange mænd og 6 ganger så mange kvinder som i normaltallene for Malmø registreret for kriminalitet og 3 ganger flere mænd registreret for alkoholproblemer og mere end 10 ganger flere av begge køn for løsgængeri.
Berglind (1950) fandt at plejebørnene ikke afveg fra en norm i uddannelse henseende, men at det derimod var 2,5 ganger flere mænd i strafferegisteret.
Carlsson (1972) fandt også høj andel kriminelle eller alkoholmisbruger blandt de tidligere plejebørnene (39% av drengene og 6% av pigerne).
Lignende resultater fandt Kraus (1981) med 30% kriminelle blandt de tidligere plejedrengene og 6% av plejepigerne, mens Zimmerman (1982) fandt 28% kriminelle blandt tidligere plejebørn.
Bonnier & Kälvesten (1990) fandt at blandt drenge som voksede op i plejefamilie fra spædbarnsalderen var procentandelen straffedømte omtrent tilsvarende som Bohman & Sigvardsson fandt for både straf og misbrug, 30%.
Endelig tager jeg med fra Billing, Larsson (1979) at i en undersøgelse av alle amfetaminmisbrugende kvinder i Stockholm som fødte barn i en 14 måneders periode på 70-tallet, havde næsten 2/3 av kvinderne havde været plejefamilie, hvoraf hele 43% permanent siden ung alder.
**
Vinnerljung konkluderer på side 78 med at:
"Alle studier viser dårligere resultat for plejebørnene end de sammenlignes med hjemmeboende barn fra risikogrupper eller lignende."
"Sammanfattningsvis: visse variationer findes men ingen har funnit at plejebørnene klarat sig bättre."
På side 202 uttaler Vinnerljung:
"I alle de jämförelser som gjorts kommer männen - føre detta plejepojkarna - till korta, i vissa avseenden rejält:
-nærmare dubbelt så många som i normalbefolkningen er straffade för brott
-fler tilhör den mest syge delen av befolkningen"
På side 203 kommenterer Vinnerlung resultaterne fra hans egne søskenstudier. Han konstaterer at det er ingen signifikante forskelle mellem plejebørnene og deres søsken, og han kan heller ikke finne at hvorvidt børn har vokset op i plejefamilie eller i oprindelig hjem har haft nogen entydig og klar påvirkning av resultaterne. Derimod afviger begge grupper fra normaltallene.
På side 212 spør Vinnerljung så: "Bliver långtidsplacerade plejebørn mindre sällan socialt avvikande voksne än barn som bliver kvar hemma i udsata familjer?" Det svaret han selv giver, er:
"Som vist er svaret fra syskonstudien, "nej, det verkar inte så"."
"Överhuvudtaget har behandlings- och utverderingsforskningen skakat många föreställningar om effekter av samhälleliga sociala interventioner."
På side 238 konstaterer Vinnerljung sammenfatningsvis at resultaterne fra søskenundersøgelsen viser at "långvarigt placerade plejebørn riskerar att utvecklas til margivenaliserade eller avvikande voksne i ungefer samma utsträckning som i hemmet uppvoksne barn fra jämförbara ursprungsfamiljer."
Jeg tager også med hvad Vinnerljung udtaler i epilogen. På side 244 udtaler han:
"Det samhället har att erbjuda som ersättning til uppväxt i udsata familjer - långvarig plejebørnsvård - verkar även med tillsynes goda förutsättningar medföra risker för den individuella sociale udviklingen. Detta har även konstaterats av andra, till exempel av Emmy Werner (1995). I syskonstudien har det varit ungefer lika riskfyllt att växa upp i stabil plejebørnsvård som at växa upp hemma i samma ursprungsfamilj som plejebørnenes. Serskilt plejepojkarna hamnade som grupp i de flesta avseenden under en "normalstandard". Mortalitetsstudien i kap 4 pekar i samma riktning."
Etter så kort å ha drøftet adoption som alternativ til plejefamiliespladsering (side 245), drøfter Vinnerljung på side 246 den konsekvens at omsorg for plejebørn må forbedres, men sier straks:
"Men det er problematisk att identifiere vad som troverdigt kan antas förbättra de långsiktiga resulaten."
Og det har han evig ret i.
Så sier han på side 247 at afhandlingen også kan brukes som argument for færre intervensjoner i form av lange plejefamiliesplasseringer, og antyder at større innsats for gjenforening av plejebørn med sine foreldre i kombinasjon med kraftig hjelp til foreldrene, muligens kan være noget å satse på, selv om vi så vidt jeg forstår vet lite om effekten av dette på lengre sikt.
Videre udtaler Vinnerljung på side 247 at resultaterne modsiger den vanlige skepsisen mod at la slægten tage hånd om børn og kan bruges som argument for en praksis der de udsatte familiers slægt og netværk gives øget tiltro og anerkendelse.
På side 248 sier han så:
"Det er rimligt att allmänt varna för en stagerk ti ltro till förmågan att göra förutsägelser om barns fremtid utifra bilder av deras hemförhållanden liksom för en övertro på vad plejebørnsvård kan ge udsata barn som ersättning till deras ursprungsfamiljer. Detta inte bara mot bakgrund av forskning om voksne plejebørn utan även utifra vad som redovisats i forskning om pågående vård."
* * *
Skal man følge Dawes opskrift på et dårlig helse- eller socialvesen, skal man stadig forske videre i håp om at forskningen til slutt vil give det bestående medhold i at det er dagens praksis som er den riktige. Det er sådan barnevernet og dets støttespilleres opfatning stadig er. Av den grund må et altfor stort antall barn og familier fortsatt lide overlast ved opsplitting av familien med barn plassert langvarig i plejefamilie og vanligvis også i kombinasjon med en destruktiv samværsordning. De færreste kan tenke sig hvor mange destruktive samværsordninger som er fastsatt i sådane sager. De som forsker på dette området, henviser kun til andre forskere eller fagkyndige de er enige med. Vinnerljungs afhandling: Plejebørn som voksne vil man således meget sjelden finne i litteraturlistene, og man vil heller ikke finne den i pensumlistene i utdanningen av barnevernpedagoger eller for den saks skyld heller ikke i mer videregående utdanning.
For min del er jeg overbevist om at det er forsket mer end nok på dette området allerede til at vi vet med meget stor grad av sikkerhet at terskelen for omsorgsovertakelse med langvarig plejefamiliesplassering må heves betydelig og forbeholdes barn som lider direkte overlast i hjemmet. Bo Vinnerljungs afhandling er i så måte det avgørende beviset, fordi den ikke kun viser hva han selv har funnet ved sammenlignende søskenundersøgelser, men særlig fordi han gennemgår det som fins av forskning som viser hvordan det har gått med plejebørn som voksne sammenlignet med andre barn, herunder med barn som "burde" ha vært i plejefamilie ut fra de kriterier som i stor grad praktiseres i dag. Ny forskning tjener derfor ikke til andet end at barn og familier fortsatt må lide overlast på grund av en feilslått barnevernpolitikk.
Familieafdelingerne i kommunen har lagt en klam hånd over al hjælp til børn. Alt for mange har søgt hjælp til sine børn, og i stedet fået endda større problemer fordi de ikke får tilstrækkelig hjælp af hospitalsvæsenet og dertil må kæmpe mod sociale myndigheder som straks varsler omsorgsovertagelse.
**
Selv om Vinnerljungs afhandling ikke er gennemgået i utredningen , håper jeg at den likevel kan komme på den offentlige dagsorden, både i forhold til departementet og i forhold til media.
Jeg gentager igen at Bo Vinnerljungs egne søskenstudie og hans gennemgang av den internationale forskningen, alt presenter i hans afhandling i bogen Plejebørn som voksne, viser at alle undersøgelser viste samme eller dårligere resultater for plejebørnene sammenlignet med hjemmeboende børn fra risikogrupper eller lignende, og at ingen undersøgelser viste at plejebørnene klarede sig bedre end hjemmebørn og barn flest. Når dette ikke er nok til at udløse en offentlig debat både blandt politikere og fagfolk om man skal fortsætte med samme tærskel for anbringelser eller hæve den betragtelig, er det både skræmmende og nedslående. Det findes påståede fagfolk og politikere som mener at tærskelen er høj i dag, men de ved enten ikke hvad de taler om, eller så har de holdning til barnets bedste som er uforståelig for normalt tænkende mennesker.
Jeg vil afslutte med et citat fra statsnets arkiv : http://www.statensnet.dk/pligtarkiv/fre ... 0&iarkiv=1
7.5 Langsigtede konsekvenser af anbringelse udenfor hjemmet
Undersøgelsen af hvordan det går de børn, der har været anbragt udenfor hjemmet viser, at deres levekår senere som unge mennesker og voksne er væsentligt anderledes end deres jævnaldrende jf. tabel 7.1. Deres risiko for at udvikle selvdestruktiv adfærd (narkomani, selvmordsforsøg) ti dobles i forhold til deres jævnaldrende ligesom deres risiko for ikke at overleve deres 27 års fødselsdag øges fem gange i forhold til de andre fra denne fødselsårgang. For pigernes vedkommende ses en forøget risiko for teenagemoderskab. Disse forsømte piger har 7 gange større risiko for at starte som teenagemødre end det er tilfældet for deres jævnaldrende søstre.
Tabel 7.1
Børn anbragt udenfor hjemmet og efterfølgende livsvilkår for børnene.Børn født 1966 fulgt gennem en 15-årig periode (1979-1993).
Antal Odds 95% Signifikans-
ratio niveau P<
________________________________________

Dødsfald før 27 års alderen 128 4.7 3.9-5.7 ***
Ungdomsarbejdsløshed 278 2.4 2.1-2.7 ***
Teenage-moderskab 244 7.1 6.1-8.2 ***
Narkomani 127 12.9 10.3-16.1 ***
Psykiske lidelser 166 9.0 7.5-10.8 ***
Selvmordsforsøg 202 6.2 5.3-7.3 ***
Voldskriminalitet 428 5.4 4.9-6.0 ***
________________________________________
Note: Alle tabellens udfald er signifikante på P<0.0001-niveau. P<0.01-niveau; ** P<0.001-niveau; ***P< 0.0001-niveau.
Kilde: Mogens Nygaard Christoffersen (2003:37): Risikofaktorer i barndommen og social arv. Arbejdspapir 1. Udvalget om negativ social arv.
7.6 Effekter af anbringelse
Det er et relativt entydigt resultat, at anbragte børn adskiller sig negativt fra ikke anbragte, hvad deres skolepræstationer angår. Det vises i flere undersøgelser, at anbragte børn ofte har massive skolevanskeligheder. Uddannelsessituationen er således et problem for tidligere anbragte børn, og uddannelsesniveauet er uforholdsmæssigt lavt, hvilket i sig selv er en væsentligt begrænsning for anbragte børns fremtidschancer.
Forsørgelse går igen som et problematisk område for tidligere anbragte børn i flere undersøgelser. Det påviser bl.a. , at tidligere anbragtes forsørgelsesniveau er dårligere end befolkningens som helhed og lige så dårlig som de hjemmeboende søskendes. Også arbejdsløshed udgør ifølge flere undersøgelser et problem for tidligere anbragte børn.
Helbredsproblemer er hyppigt forekommende blandt tidligere familieplejeanbragte unge. En dansk undersøgelse peger specielt på, at det psykiske helbred er et problem for mange.
Visse sociale problemer har en overforekomst blandt tidligere anbragte børn. Det gælder kriminalitet for drengenes vedkommende. Også misbrug er et problem for tidligere anbragte børn. Anbragte børns større sandsynlighed for at dø unge er også et resultat i flere af undersøgelserne. Flere undersøgelser peger desuden på, at tidligere anbragte børn oplever større vanskeligheder med at opdrage deres egne børn end ikke anbragte.
Man kan sammenfattende ud fra disse resultater med entydighed sige, at tidligere anbragte børn som unge voksne socialt bliver en uforholdsmæssigt dårligt stillet gruppe. Tendensen er entydig i metodologisk velgennemførte effektstudier.
Tendensen er også klar, uanset hvilke udfaldsmål de enkelte undersøgelser interesserer sig for. Det dårlige udfald for gruppen af anbragte børn gælder uanset, om der er tale om skolegang eller mere ekstreme udfaldsmål som dødelighed.


På baggrund af ovenstående valid forskning vil jeg bede socialministeren hurtigst mulig hæve tærskelen for anbringelser betragtelig, sådan at det bliver en løsning brugt kun for de tilfælde hvor børn bliver udsat for direkte overgreb i familien, og for øvrig gå ind for at styrke familien ved at anbringelser fortrinsvis skal ske indenfor slægten, samt gå ind for at samvær ikke skal begrænses mest mulig som i dag.
Med hilsen
Anna Balsgaard m.fl

Nørjjj..- hvor er jeg rasende !

_________________
Mormor Anna Balsgaard
(Eksil i Danmark. Spør dersom du har problem me språket )

Som jeg skrev på Facebook:



Folk som vil arbeide effektivt mot "barnevernets" overgrep, må venne seg til å lese såpass lange artikler - grundig. Det er HELT nødvendig.

_________________
¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯
.
"Vårt" lysebrune-mørkerøde såkalte barnevern stjeler mennesker
> Radikalt forum mot familiedestruksjon: http://forum.r-b-v.net/<

Har snakket rundt på nettet..- veldig godt å høre andre om saken.
Grethe fr borgerdebat er veldig overbevisende.

Det skal lages i flere stykker, undersøkelsene skal være bilag.

Noen her i Norge som har prøvd via stortinget ?

_________________
Mormor Anna Balsgaard
(Eksil i Danmark. Spør dersom du har problem me språket )

Det ble arbeidet opp mot Stortinget på høyt nivå på 90-tallet, etter som jeg har forstått.

Da var Karl I Hagen og Alvheim de som tok det opp i Stortinget.

Jeg fulgte imidlertid ikke så mye med, annet enn lokalt, på det tidspunktet.

_________________
¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯¯
.
"Vårt" lysebrune-mørkerøde såkalte barnevern stjeler mennesker
> Radikalt forum mot familiedestruksjon: http://forum.r-b-v.net/<