Er det ikke for at hjælpe dem? Eller er det for at kunne sige til os selv, at vi da har forsøgt?
Jeg har troet på at formålet med anbringelse af børn udenfor hjemmet var at hjælpe dem. Men nu har jeg fundet nogle chokerende oplysninger om, hvordan det rent faktisk går med børnene efter anbringelsen.
Hvor ? Jo i den såkaldte "Forløbsundersøgelse". Man følger alle børn der er født i 1995, som blev anbragt udenfor hjemmet. Man analyserer deres livskvalitet efter en SDQ-skala, hvor anbringelsesstedet, lærere osv beskriver barnets funktionsevne på en række områder. Det er meningen at de anbragte børn skal følges indtil voksenalderen for at lære mere om, hvad der virker og hvordan. Det er Social Forsknings Instituttet (SFI) der står for undersøgelsen, så kvaliteten og objektiviteten burde være udenfor enhver tvivl.
Den anden rapport i forløbsundersøgelsen er udkommet
SFI Vi kan se, hvordan børnene der var anbragt i 2003 og 2007 har udviklet sig i perioden. Og her er det jo så, de positive resultater helst skulle vise sig på SDQ-skalaen, så vi kan se hvilket gode det er for børnene at slippe væk fra de statistisk dårlige forældre.
Og hvad ser vi ? Hvad ?! De har ikke fået det bedre?!!! Jeg kommer med nogle citater til at underbygge min påstand. Først en fra pressemeddelelsen SFI har udsendt:
"Og de har ikke fået det bedre, siden de blev beskrevet sidste gang som 7-årige"
link
Allerede inden gennemlæsningen af rapporten er vi advaret - her står intet om de fantastiske ting børnene har opnået, udviklingsmæssigt set. Inden i selve rapporten fortsætter de negative triste fakta:
"Anbringelse uden for hjemmet, og dermed placering i andre omgivelser end det hjemmemiljø, der for en stor del af børnene anses for skadeligt, vil for de fleste af børnene ikke i sig selv være nok til at forbedre deres udviklings chancer." side 17
"Hvor det for børnebefolkningen i almindelighed blot er 5 %, som falder uden for normalområdet, er det blandt de anbragte børn hver anden, som har denne placering. Og for mange af disse børn er det en stabil placering. Således havde syv ud af ti anbragte børn, som i 7-årsalderen lå uden for normalområdet på den samlede SDQ-skala, stadig denne placering som 11-årig. Blot 15 % havde bevæget sig ind i normalområdet. Tilsvarende gjaldt det for de anbragte børn, som i 2003 tilhørte normalgruppen, at syv ud af ti også som 11-årige var placeret her." side 103
Gennemsnitligt set har børnene altså hverken fået det værre eller bedre på SDQ-skalaen. Det er naturligvis positivt at ca. 15% af børnene har bevæget sig fra at ligge udenfor normalområdet til at være i normalområdet. Men nu var det jo ikke kun de 15% der blev anbragt, men alle 100% !
Og en katastrofe er det da, at 15% direkte har udviklet sig negativt - de er gået fra at være indenfor normalområdet på SDQ-skalaen, til at ligge udenfor normalområdet. Det tyder da umiddelbart på, at anbringelsen udenfor hjemmet har været skadelig for disse børn!??!
Desværre står der intet om, hvad der karakteriserer de 15% af børnene der har udviklet sig positivt - eller hvad der kendetegner de 15% der direkte har fået det værre under anbringelsen. Hvorfor er dette ikke undersøgt? Det burde da være indlysende, at forskerne så skal fortælle os, hvad det er for nogle børn vi er gode til at hjælpe - og hvilke vi skal lade forblive hjemme i fremtiden?
Hvad mener i om at kun 15% af børnene har fået det væsentligt bedre af anbringelsen? Og finder du det som jeg endnu mere urovækkende, at anbringelsen direkte synes at have skadet andre 15% af børnene?
Jeg ved godt det er et prekært emne, men vi skylder vel disse udsatte børn at tale om sådan en undersøgelse?
Social Forsknings Instituttet (SFI) står for undersøgelsen
Den anden rapport i forløbsundersøgelsen er udkommet
link Det vil sige, at vi nu kan se, hvordan børnene der både var anbragt i 2003 og 2007 har udviklet sig i perioden
Hvorfor bliver I ved, når det er direkte imod børnenes tarv. Følg dog lidt med. SFI forsker ikke for sjovs skyld.
"Rapporten viser, at de 11-årige anbragte børn markant hyppigere har symptomer på psykiske, adfærdsmæssige og sociale problemer. Det kan være emotionelle problemer, hyperaktivitet og problemer med kammeraterne. Og de har ikke fået det bedre, siden de blev beskrevet sidste gang som 7-årige."
link
4 års anbringelse har altså ikke hjulpet - hvor længe skal børnene være anbragt før det hjælper dem? Og hvordan går det egentligt børnene, hvis man undlader at anbringe dem, og i stedet lader dem blive hjemme? Det kan forskningen også svare på:
"Vinnerljungs (1996b) unge havde været anbragt i det meste af deres barndom i en slags adoptionslignende forhold. Men denne lange påvirkning gav ikke som resultat, at det gik de unge bedre end de hjemmeboende søskende" [www.sfi.dk] side 84
"Dette resultat kan tolkes således, at anbringelsen ikke adskiller sig fra at lade være med at gøre noget. Anbringelsen ser ikke ud til at kompensere for de opvækstvilkår, der gav anledning til anbringelsen, selvom der er tale om børn, der for langt de flestes vedkommende var langvarigt og stabilt anbragt i samme plejefamilie."
link side 83
Selv næsten perfekte anbringelsesvilkår giver altså ikke børn der klarer sig bedre end bare at lade være at anbringe. Det er da tankevækkende! Det synes forskerne også, så de skriver blandt andet:
"De internationale forskningsresultater viser, at anbringelse udenfor hjemmet ikke i sig selv udligner følgerne af de opvækstvilkår, de dårligst stillede børn blev fjernet fra"
link
Anbringelse hjælpe iflg de videnskabelige undersøgelser altså ikke børnene! Den pointe kommer forskerne med adskillige gange, hvis man tager sig tid til at læse undersøgelserne. Her kommer lidt flere bemærkninger af samme skuffe:
"Anbringelse udenfor hjemmet, og dermed placering i andre omgivelser end det hjemmemiljø, der for en stor del af børnene anses for skadeligt, vil for de fleste af børnene ikke i sig selv være nok til at forbedre deres udviklingschancer."
Link side 17
"Nogle forskere vil forklare dette resultat med, at de store problemer, mange børn har med sig ind i en anbringelse, ikke kan kompenseres via en anbringelse ....... Det ser ud som om, at anbringelser i sig selv ikke formår at skabe de beskyttelsesfaktorer, der kan iværksætte de positive spiraler i børnenes udvikling, og som skal til, for at anbringelse kan stille børnene bedre end ikke anbringelse."
Ligger her side 113
"Hvis ikke man gennem en mangeårig påvirkning gennem offentlige instanser kan stille børnene bedre på langt sigt, må anbringelse som instrument siges at hvile på et skrøbeligt grundlag. I flere af studierne kan man ikke se, hvilke anbringelsesvarigheder undersøgelserne omfatter. I flere undersøgelser (Bohman & Sigvardsson, 1980c, 1985; Vinnerljung, 1996b) er der imidlertid tale om så langvarige anbringelser, at man kan tale om de facto adoptioner. Dette sætter sig ikke spor i, at det går børnene godt i voksen alder."
PDF side 113-114
Og jeg giver forskerne ret - når det ikke hjælper børnene at blive anbragt, var det måske bedre at lade være. Og så nøjes med at anbringe børn, når der er tale om alvorlige svigt - vold, incest, psykisk terror eller lignende. Hvilket ville være en revolution i forhold til nu, hvor voldsramte børn ikke bliver anbragt, medens man i stedet har travlt med at anbringe børn af langt mere subtile årsager, såsom mistanke om at forældrene ikke er "gode nok".
De er tilsyneladende "gode nok" til at sikre børnene en ligeså god udvikling som de steder børnene anbringes til - så drop anbringelserne af de børn og brug kræfterne på de børn der virkeligt lever i et helvede, i stedet.
Skal man da slet ikke gøre noget for udsatte familier og deres børn ? Joda, selvfølgelig skal man da det. Hvad vil nogen af jeg spørge ? Mit forslag er at spørge mødrehjælpen hvad de mener er det rigtige for den enkelte. På deres hjemmeside skriver de bl.a. :
Mødrehjælpen
Vi hjælper på mange måder. Vi rådgiver og giver økonomisk, social- og uddannelsesmæssig støtte. Vi hjælper med at (gen)etablere sociale netværk omkring den enkelte, så der er nogen til at tage hånd om én, når man har brug for det.
Vi tager altid udgangspunkt i en forbedring af børns vilkår i opvæksten. Vi arbejder for at styrke forældrene, så de bliver i stand til at give deres børn kærlighed og tryghed i opvæksten.
Ved siden af den generelle rådgivning har Mødrehjælpen projekter for særligt udsatte grupper. Vi hjælper bl.a. voldsramte kvinder og børn med at komme ud af det voldelige forhold og bearbejde traumerne efter volden, så de kan få et trygt liv uden frygt. Vi hjælper unge mødre i forbindelse med graviditet, fødsel, barnepleje, opdragelse, uddannelse og job – og hjælper dem samtidig med at få et stærkt netværk af andre unge mødre.