Bergen 19. april og 6. oktober 2006
Hva gjør plassering i institusjon / fosterhjem med barn?I tråden
Hvad gør en anbringelse ved børn? på det danske Borgerdebat (*se fotnote) får man nyttige henvisninger til forskning om resultatet av fjerning av barn fra foreldrene. Tråden er startet av Stig, som skriver om Bohman/Sigvardsson-undersøkelsen i Sverige, og tråden opplyser om klare uttalelser, basert på virkelig forskning fra det danske Socialforskningsinstituttet.
Riktignok har Nick, som omtales av moren Jain, ikke vært tvangsfjernet, men såkalt "frivillig plassert", men alle anbefalte/presset moren sterkt å sende ham på institusjon, hvor han kunne få "behandling" for sine traumer. Les hva resultatet ble. Man finner forøvrig flere beretninger av Jain i mappen
Nicks sak, og her i innlegget i Borgerdebat-tråden opplyser hun om resultatet.
Marianne Haslev Skånland
+++++++++++++++++++++++++++++++++++
*Fotnote:Artikkelen fra Borgerdebat som var lenket til, er restituert 6. oktober 2006.
Ved et uhell har Borgerdebatten for flere måneder siden fått slettet mange hundre innlegg i seksjonen "Famile & Børn". Innlegget av Stig om Bohman/Sigvardsson og annen forskning, med kommentar av Jain, Lisbeth, Else og Kirsten, er det imidlertid lykkes å gjenfinne, og de publiseres nå her nedenfor, etter tidligere gitt tillatelse.
Denne forskningen er også godt beskrevet av andre. Lett tilgjengelige på nett er Sverre Kvilhaugs artikler
Barnevernet i Norge - Befringutvalget Internasjonal barnevernforskning av betydning for spørsmålet om omsorgsovertakelse er til barnets beste.Barnevernets livsløgnDen første omtaler Bohman/Sigvardsson, og begge omtaler Vinnerljungs omfattende avhandling om de dystre resultater av fjerning fra foreldrene. Meget omfattende internasjonal forskning som viser det samme finnes i Sverre Kvilhaugs bok
Atskillelse barn og foreldre.
MHS
+++++++++++++++++++++++++++++++++++
Hvad gør en anbringelse ved børn?Indsendt af :
Stig (IP Logged)
Dato: 15. April, 2006 22:03
Med det antal børn der anbringes udenfor hjemmet, er det ikke uinteressant, hvad en anbringelse egentligt gør ved børnene. Der foreligger i den sammenhæng en yderst interessant undersøgelse af 624 svenske børn, hvis mødre ønskede at bortadoptere dem, idet der var tale om en uønsket graviditet. Alle børnene blev ønsket bortadopterede inden de var fyldt 1 år.
I løbet af det første leveår blev 168 bortadopterede, 208 kom tilbage til moren, som havde opgivet sit adoptionstilsagn, mens 203 blev anbragt i pleje. De fleste af sidstnævnte gruppe forblev langtidsanbragte, og en majoritet (70%) blev igennem barndommen adopteret af plejeforældrene. Altså en næsten ideel anbringelse: Børnene blev anbragt/adopteret tidligt, og deres "skader" var sandsynligvis af samme omfang som de børn, hvis mødre "fortrød" tilsagnet om bortadoption. Det er selvklart af interesse at vide, hvordan det gik de forskellige grupper af børn op gennem opvæksten og senere.
Ved opfølgningen i 11-årsalderen havde plejebørnene lavere skolepræstationer end adoptiv- og "hjemme" børnene (bedømt udfra deres karakterer i skolen). Ca en femtedel af drengene i alle tre gruper blev betragtet som problembørn. Hos pigerne var det dog kun blandt plejebørnene at en femtedel blev betragtet som problembørn. Det er altså ikke sjovt at være et "plejebarn"!
Ved opfølgningen i 15-årsalderen adskilte de adopterede børn sig ikke fra "almindelige" børn i forhold til psykiske vanskeligheder, adfærdsproblemer og skolepræstationer. De "hjemmeboende" drenge klarede sig ikke så godt i skolen som de adopterede, men de klarede sig dog klart bedre end de plejeanbragte drenge.
Ved opfølgningen i den tidlige voksenalder (ca 22 år gamle) er 30% drengene opvokset i plejefamilier (evt senere adopterede) registreret for kriminalitet mod 16-18% af de hjemmeboende og de adopterede børn. Bohman & Sigvardsson (1980c refererer til litteraturlisten i [www.sfi.dk] ) konkluderer, at de plejeanbragte drenge klarer sig klart dårligst, trods de næsten ideelle forhold for en plejeanbringelse. De konkluderer også, at forskellene ikke kan skyldes "negativ selektion" (at det var de dårligste børn der blev anbragt i pleje), fordi forskellene er for store. De konkluderer, at forskellene beror på de forskellige anbringelsesformer.
Det er altså ikke bare trist ikke at bo hos sine forældre- det sætter sig også spor der kan måles af forskerne. Den gruppe der klarede sig allerbedst var dog de adopterede børn, som klarede sig næsten ligeså godt som "almindelige" børn. Adoptivforældre er naturligvis en stærkt selekteret forældregruppe, så det viser, at ideelle opvækstvilkår kan hjælpe børn godt på vej. Men forskellene til de hjemmeboende børn er små- det er de plejeanbragte børn der tydeligt afviger fra de andre børn, som gruppe betragtet. Ideelle opvækst vilkår betyder noget, men ikke at have nogen hos sig man opfatter som "forældre" er et voldsomt handicap for børn. Det er nærliggende at konkludere, at forældre skal være særdeles "dårlige" før en anbringelse hos plejefamilie eller institution ikke skader børnene yderligere!
Denne pointe skæres ud i pap i Bo Vinnerljungs doktorafhandling "Fosterbarn som vuxna" (1996). Heri undersøgte han blandt andet, hvordan det gik 107 anbragte børn sammenlignet med deres 128 hjemmeboende søskende som af den ene eller den anden årsag ikke blev anbragt. Dette undersøges da børnene er 25-30 år gamle (børnene blev anbragt sidst i 60'erne eller først i 70'erne, dvs. i en tid, hvor man var overbevist om, at miljø havde langt større betydning for et barns udvikling end dets biologiske "arv"- i dag tyder meget på, at det i virkeligheden er omvendt). Derfor anbragte man børn meget tidligt, uden at børnene havde vist selvstændige problemer- derimod var man meget bekymrede for det liv forældrene bød dem.
Vinnerljungs resultater viser:
1) Langt de fleste af børnene klarer sig godt- både når vi taler om de hjemmeboende og de anbragte
2) Men begge grupper er også overrepræsenterede, når vi taler om overdødelighed, lovovertrædelser, fritagelse fra værnepligt, økonomiske problemer, hospitalsindlæggelser og forbrydelser
3) Angående problemerne i 2) afviger de to grupper ikke tilstrækkeligt fra hinanden til, at det er statistisk signifikant, men tendensen er, at de hjemmeboende børn klarer sig bedst.
Bi Vinnerljung mener, at der eksisterer en overtro på plejefamiliernes evne til at erstatte den biologiske familie. Han siger bl.a:
- Det är viktigt att komma ihåg att majoriteten av fosterbarnen och hemmabarnen klarar sig utmärkt i vuxen ålder. Och jag ifrågasätter inte interventioner för barn som far illa i sitt hem - det vore närmast ett socialpolitiskt barbari att inte ingripa i sådana fall. Men jag problematiserar myndigheternas prognostiska tänkesätt; att de kan identifiera familjer vars barn riskerar att bli asociala, psykiskt sjuka mm i framtiden och därför omhändertar barnen i förebyggande syfte, säger Bo Vinnerljung.
Bo Vinnerljung har ingen entydig förklaring till varför fosterbarnsvården inte fungerat som förväntats eller varför ursprungshemmen inte varit så skadliga som myndigheterna förutspått. [www3.lu.se]
Det er altså ikke nogen god ide at anbringe børn fordi man er bekymrede for deres fremtidige udvikling. For den kan ikke forudsiges! Man må nøjes med at anbringe, hvis man har konkret viden om en fejludvikling! Han siger videre:
Bo Vinnerljung vänder sig mot tanken att det skulle finnas en 'mekanisk determinism' som styr barnens öde. Undersökningar har visat att antagandet att misshandlade barn blir misshandlande föräldrar inte håller. Likaså är barn till missbrukare inte dömda till ett öde liknande föräldrarnas.
- Troligtvis är det flera riskfaktorer som samverkar. Vissa fosterbarn har en viss genetisk sårbarhet, andra har upplevt separationer eller har andra tidiga negativa erfarenheter när de kommer till fosterhemmen. Andra fosterbarn påverkas negativt av händelser som inträffar efter fosterhemstiden.Taget sammen viser de to undersøgelser, at man skal være varsom med at tro, at man kan opdrage folks børn bedre end forældrene kan, for det kan man sandsynligvis ikke. Hvis vi taler om adoption meget tidligt på fødslen kan selekterede adoptivforældre tilbyde børnene noget godt, men senere adoption (selvom det er plejefamilien der adopterer) fører sjældent noget godt med sig. Anbringelser på baggrund af bekymringer om, hvordan det dog skal gå børnene med de forældre er tilsyneladende heller ikke nogen god ide- for det går sandsynligvis barnet bedst hos forældrene.
Tilbage er der de tilfælde, hvor barnet åbentlyst er i fejludvikling og hvor forældrene ikke vil/kan samarbejde om at opfylde barnets behov, samt de tilfælde hvor barnet er udsat for direkte overlast (vold, overgreb ol). Her bliver man naturligvis nødt til at anbringe af hensyn til barnets sikkerhed.
Men i langt, langt de fleste børnesager (den typiske børnesag er en sag i gråzonen, hvor det ikke er indlysende, at man skal anbringe barnet udenfor hjemmet) er det sandsynligvis bedre at lade barnet blive hos sine forældre. Man kunne så i stedet forestille sig foranstaltninger, som kunne støtte op om en sund udvikling (heldagsskole, mentorordninger, specialpædagogiske tiltag mv).
Der findes stadig en tro på, at man kan forudsige, hvordan det vil gå børnene hos anbringelsesmyndighederne. Det er velbelyst, hvad der får myndighederne til at reagere i børnesager (eksempelvis SFI's rapport "Tærskler for anbringelser"), som dokumenterer, at sagsbehandlerne stadig interesserer sig langt mere for forældrenes forhold end for børnenes eventuelle egenproblemer. Børn anbringes typisk udenfor hjemmet, fordi forældrene "dømmes ude" af systemet. Dermed bliver anbringelsen en dom over forældrenes forældreevne på trods af, at forskningen dokumenterer, at man ikke kan bedømme, hvordan det vil gå børnene hos de forældre.
SFI kritiserer denne praksis voldsomt. Anbringelser bør ske fordi barnet har nogle problemer man er nødt til at løse. Men det område er nedprioriteret idag- diagnoserne af barnet er som regel mangelfuldt i børnesager (medens forældrene ofte er undersøgt i hovede og røv), ligesom sagsbehandlerne mangler viden om, hvad der hjælper når børn har forskellige problemstillinger- sat på spidsen interesserer ingen sig for børnene i børnesager, hvilket jo godt kan undre en del- troen på "miljøets" betydning er tilsyneladende stadig voldsomt overdreven i de kredse!
-----
Re: Hvad gør en anbringelse ved børn?Indsendt af :
Nicks mor Jain (IP Logged)
Dato: 18. April, 2006 07:56
Hej hej..
Jeg ved mere end nogen anden hvad en anbringelse gør ved et barn. Jeg lever i de følgevirkninger. Min dejlige dreng*s* flyttede hjem i mandags d.10. april. Hele hans krop og sind skriger at det er svært. Han er stadig min varme kærlige teenager dreng, men uro og frygt ligger lige under overfladen.
da jeg for 5 år siden fik ham anbragt, var han hårdt mærket af vold fra stedfar/min eksmand. Han var angst og havde ingen tillid og selvtillid tilbage, men han var en sød dreng. På knapt et år, var Nick forandret fuldstændig!! Han havde i en alder af bare 11 år, prøvet at sniffe lightergas, han røg cigaretter, var hård i munden, han talte mere om vold og andet i den dur end om hvad en 11 årig burde. Han var truende,hvis noget gik imod ham. Kort sagt, skulle jeg lede for at finde "min" dreng igennem alle de andre ting. Sådan er det stadig.. jeg har fået en "hård" dreng hjem. Og vi som familie herhjemme har et stort arbejde foran os. Det sidder så fast i mit hoved at alle dem som overtalte mig til at slippe Nick dengang, havde så travlt med at han skulle i behandling for de skader vold og overgreb havde påført ham, men i de 5 år han har været i systemets varetægt er han kun blevet værre og værre..... Jeg håber og tror at nu er det kun vores kærlighed og en dygtig Psykolog der kan hjælpe Nick igennem dette. Jeg sidder tilbage og tænker.... "JEG SKULLE ALDRIG HAVE LADET MIG OVERTALE" ...... Om 14 dage er min mand/webmaster hjemme fra sit arbejde i Ungarn. Så skal vores hjemmeside have en kæmpe opdatereing. Danmark skal kende til hvad det er der sker. Anbringelse er IKKE altid bedst.
Knus og tanker til alle fra Jain (bare en mor)
-----
Re: Hvad gør en anbringelse ved børn?Indsendt af :
Stig (IP Logged)
Dato: 18. April, 2006 19:37
Hejsa.
Ja, det er artige ting børn lærer på en institution. Og det er da mystisk- her står en hær af velmenende pædagoger til børnenes rådighed med vejledning og ositiv opbakning, og så synes børnene alligevel (ligesom alle andre børn) at det er meget sjovere at lave fis og ballade. Og fis og ballade kan virkeligt udvikles, når man bringer en hær af dysfunktionelle børn sammen .... det giver ikke altid helt den udvikling pædagogerne drømmer om. Så sprog, alkohol og stoffer er en fast del af institutionslivet. Det er nærliggende at sammenligne lidt med erfaringerne fra fængslerne, men det vil jeg undlade.....
Men først skal børnene jo lige anbringes. Det gøres ved at lyve om familiens og børnenes forhold. Nå, nej, det må jeg ikke skrive, for så kommer Søren bare og siger jeg lyver. Men så kan jeg da heldigvis lade forskerne sige det for mig, med fine ord fra [www.sfi.dk] side 74:
Nogle forskere (for eksempel Anderson, 1991; Börjeson & Håkanson, 1990; Jørgensen, Gamst & Boolsen, 1989) har problematiseret journaloplysninger som forskningsgrundlag på børneområdet. Det skyldes, at journaler ikke yder et fuldstændigt og validt billede af familiernes og børnenes situation. I journaler sorteres informationer, og der konstrueres en bestemt beretning til brug for administrative afgørelser. Desuden skrives journaler af og til fortravlet, upræcist og med huller i det kronologiske forløb.Fodnoten der hører til denne svada er næsten endnu sjovere:
Scott (1990) peger omvendt på, at journaler er af stor interesse, hvis den forskningsmæssige interesse retter sig imod at forstå de bagvedliggende organisatoriske og professionelle grunde til, at tilsyneladende mangelfulde arbejdsredskaber (i denne sammenhæng journalen) alligevel er i stand til at udløse organisationens ydelser.Tja, hvad skal man sige? Har du også mærket dette på din egen krop?
------
Re: Hvad gør en anbringelse ved børn?Indsendt af :
Lisbeth Eliasen (IP Logged)
Dato: 18. April, 2006 21:57
Hejsa Stig
Det er du nød til at sige/skrive Stig, for ellers lyver DU, for det er sådan det ER.
Det er som ikke engang altid at hverken navn eller CPR.nr. er rigtige i Journaler i hvertfald ikke i Ondskabens by Helsingør men ellers findes der mange gange ikkke andet korrekt, der er som regl IKKE andet finde end LØGN på LØGN, hvis man altså kan få udleveret journalerne.
Med Venlig Hilsen
Lisbeth Eliasen
-------
Re: Hvad gør en anbringelse ved børn?Indsendt af :
else (IP Logged)
Dato: 18. April, 2006 23:50
Supplement til Stigs indlæg.
Citat:
Den pessimistiske konklusion, der kan drages af Cederstrøms undersøgelse, er,at at plejeanbringelse har negative konsekvenser for de børn, der som udgangspunkt har det sværest.
ALLE, der har den mindste smule indsigt, ved, at de eneste anbringelser, der bliver til gavn for barnet, er den, hvor der er et tæt og respektfuldt samarbejde med og god kontakt til den biologiske familie.
På den baggrund er det alarmerende, ak kommunerne nægter al samarbejde og meningsfuld kontakt, fordi det er lettest.
------
Re: Hvad gør en anbringelse ved børn? fortsatIndsendt af :
else (IP Logged)
Dato: 19. April, 2006 11:48
Som tidligere omtalt fører anbringelse af børn tiest til katastrofe for såvel barnet som dets familie.
Jo tidligere anbringelse, des værre. Navnlig tvangsanbringelser, der foretages for at undgå samarbejde med barnets biologiske familie er onde.
Jeg har forespurgt i Socialministeriet, hvorfor nogle kommuner konsekvent bruger tvangsfjernelser i stedet for samarbejde. Svaret var kort og præcist for en gangs skyld:
FOR AT FORÆLDRENE SKAL FATTE INDGREBETS ALVOR!
Altså en straf for forældre, kommunen ikke synes om.
Går det slemt for de små, der anbringes, oftest ubegrundet, er de ældre børn,som placeres efter klage over deres egen adfærd, ikke stort bedre stillet.
Citat fra pressemeddelelse SFI 2/2:
Et turbulent anbringelsesforløb er ikke en undtagelse, men snarere regelen, og det kan have alvorlige konsekvenser for de unge. Mange af den har haft en barndom præget af brudte relationer, mange flytninger og skoleskift, og en del af formålet var netop at give dem mere stabile vilkår. I stedet risikerer de pludselig at stå helt uden støttende voksenkontakt.
Børneværnet værner samfundet helt og aldeles i kristen ånd.
DEN DER INTET HAR, SKAL ENDDA FRATAGES DET LIDET, HAN HAR.
Det gælder både børn og fattige skatteborgere.
------
Re: Hvad gør en anbringelse ved børn? CARLIndsendt af :
Kirsten Skovbo (IP Logged)
Dato: 22. April, 2006 14:40
Til trods for, at SFI gentagne gange har råbt vagt i gevær, så sker der overhovedet ingen ændringer!
Da jeg, Carls mormor, i god tid ansøgte socialkontor Århus Syd, om at få den nu 6½ årige dreng med til hans nært tilknyttede mosters 18 års fødselsdag, kom der længe intet svar! Det er vi så vante til, så jeg måtte gentage vor skriftlige invitation. Men så kom svaret - og det blev som tidligere nævnt et rungende NEJ! Uden nogen som helst begrundelse. Mærkeligt tænkte hele vor familie. Hvorfor kan Carl få lov til at deltage (dengang i sin mormors 60 års fødselsdag, samt her for ca. ½ år siden til sin højtelskede stedfarfar Fredes begravelse), hvor det iøvrigt gik utrolig godt ifølge både den medsendte pædagogs og vor egen families dybe tilfredsstillelse?
Hvorfor bliver Carl nu påfaldende pludseligt nægtet adgang til sin egen families gode sammenkomster, når der intet har været at udsætte de andre få gange? At han stadigvæk er en af de yderst få, (ofte det eneste barn), som stadigvæk heller aldrig må komme med hjem eller ud på små korte ture UDENFOR døgninstitutionen mere), gør ham mere og mere nedtrykt og får ham mere og mere til at føle sig som et andenrangs barn!!!
Hvad sker der???
Fødselsdagsfesten for min datter blev da også præget deraf. Ingen af os ville omtale det, for ikke at ødelægge festen for Carls kære moster. (Det er jo kun engang i livet man fylder 18 år)! Men det lå som en tung uudsagt mørk skygge over hele festen alligevel. Jeg måtte da også gå ud på toilettet flere gange for at tørre tårer bort, så ikke et af mine andre børnebørn, (der ikke er fjernet fra en af mine andre døtre), skulle lægge mærke til, at jeg græd. Men med opbydelsen af mine sidste kræfter fik jeg dog leget og snakket med denne dejlige 4 årige pige, som tydeligt frembød en helt anderledes måde at være fri og glad og godt udviklet på!
Men - Carls mor blev borte fra feste. Hendes nerver kunne ikke klare at deltage, når hendes søsters barn deltog, og når ikke engang hendes eget barn kunne være med. Og så endda i en af Påskens høj helligdage, hvor der i forvejen ikke er ret mange, (måske slet ingen) af de andre indsatte børn på institutionen!
Er det underligt at hele vor påske gik med at savne og sørge! Vi måtte ikke engang komme med en lille påskepakke til ham, heller ikke ringe ham op udenfor den aftalte en gang om ugen opringning. Og forleden da han lå syg med feber i over en uges tid, måtte vi heller ikke komme og holde ham på panden og give ham trøst!!!
jeg er tilbøjelig til at tro, (men ved det ikke sikkert), at kriminelle fanger ikke engang har det så hårdt i forhold til at se DERES familier???
Hvorfor så børn???
Kirsten
------
Re: Hvad gør en anbringelse ved børn? CARLIndsendt af :
Stig (IP Logged)
Dato: 22. April, 2006 20:47
Man skulle jo tro det var Dr. Mengele der var vendt tilbage for at plage Carl.
Jeg er ked af det, men jeg kan heller ikke give dig nogen svar. Men det er da helt tydeligt, at kommunen i jeres sag tænker meget dårligt om jer!
------
Re: Hvad gør en anbringelse ved børn? CARLIndsendt af :
else (IP Logged)
Dato: 23. April, 2006 00:36
Man skal ikke bare tro, kære Stig.
Man skal indse, at det er fascismens spøgelse, der hjemsøger os.
De forhold, Kirsten beskriver er ikke særlige for Carl eller hans familie. I virkeligheden er Carl indrømmet langt mere samvær med sin familie, end andre tvangsanbragte børn er. Mit eget barnebarn måtte kun se sin mor 1-2 timer om måneden til han var 4 år.
Nu har han ret til overvåget samvær med sin familie højst 5 timer om måneden, hvis det passer plejefamilien. Han må slet ikke se onkler, tanter, fætre og kusiner. Desuden anses det for yderst skadeligt for barnet at se, hvor vi hans bedsteforældre bor.
Hvad kommunen tænker om os, ved jeg ikke. Faktisk tror jeg slet ikke, de folk kan eller tør tænke. I givet fald tænker de kun på, hvordan de kan skade børnene så meget som muligt.
-------
Re: Hvad gør en anbringelse ved børn?Indsendt af :
Stig (IP Logged)
Dato: 18. February, 2006 00:02
Principielt er jeg enig med dig i, at man skal holde diskussionen på et sagligt niveau. Men du skal huske, at vi taler om mennesker hvis engagement går ud over en rent teoretisk interesse- trusler om fjernelse af ens barn/børn er noget af det værste man kan udsætte forældre for. Så jeg tror egentligt ikke subjektiviteten skader sagen så meget- mon ikke de fleste er parate til at tilgive en del, hvis de ellers interesserer sig for sagerne.
Modsætningen til de paniske og subjektive forældre er jo behandlersystemet. Her går man mere op i cirkulærer og direktiver, end i ret og rimelighed. Her sidder man med tørre øjne og ødelægger familier, fordi det er for børnenes skyld – forhåbentligt da!
En af de ting behandlerne stort set aldrig er villige til, er nemlig at diskutere, hvorvidt man egentligt hjælper udsatte børn ved at anbringe dem uden for hjemmet. For de ved godt, at forskerne fra Social Forsknings Instituttet (SFI) har påvist, at det gør man GENNEMSNITLIGT set ikke. Ligegyldigt hvilken statistisk undersøgelsesmetode man benytter, har man endnu ikke kunnet fremmane en effektundersøgelse som siger, at det statistisk set hjælper børnene at blive anbragt uden for hjemmet.
Det er derimod et punkt som interesserer de truede børns forældre en hel del. Utallige indlæg er skrevet herom. Men det er somom samfundet foretrækker at fortrænge denne ellers essentielle viden. Mit første spørgsmål til dig er: Hvorfor tror du samfundet helst vil lukke øjnene for disse statistiske undersøgelser?
Nu kan der jo godt være ting der taler for en anbringelse, alligevel. Ingen har lyst til at acceptere vold, sexmisbrug eller åbenlyst omsorgssvigt. Men det er bare ikke det særligt mange af børnefjernelsessagerne handler om. Den typiske tvangsanbringelsessag handler iflg. SFI om gråzonesager, hvor man er bekymret for, om barnets udvikling er truet. Barnet er altså ikke ødelagt, men man frygter det bliver det. Og man har ikke beviser for, at barnet er i en fejludvikling- man frygter blot det sker.
Her er der naturligvis basis for et hav af mulige fejlvurderinger. Så man skulle jo tro, at der så til gengæld var særdeles meget fokus på, hvordan barnets faktiske udvikling så egentligt er i disse sager, for i det mindste at have et så troværdigt anbringelsesgrundlag som muligt. Men nej, SFI's vignetundersøgelse (en undersøgelsesform, hvor forskellige forvaltninger præsenteres for hypotetiske men typiske børnesager) viste entydigt, at sagsbehandlerne ikke interesserer sig særligt meget for børnene i anbringelsessagerne. I stedet interesserer de sig utroligt meget for børnenes forældre, for derigennem at forsøge at spå om, om børnene er velfældstruede eller ej.
Den arbejdsform skal jo give nogle mærkelige sagsbehandlinger og SFI's vignetundersøgelse viste da også, at det var ret tilfældigt, hvordan de enkelte sager blev bedømt. En sagsbehandler mente, at et konkret barn skulle tvangsfjernes omgående ved en formandsbeslutning, medens en anden sagsbehandler vurderede, at den samme sag var en stor misforståelse og burde klares ved at sende familien på en ferie batalt af kommunen. Og det var ikke kun de forskellige forvaltninger der havde forskellig praksis- to sagsbehandlere fra samme kommune kunne være vidt uenige om, hvad en konkret sag burde føre til af handlinger. Forøvrigt viste undersøgelsen, at de voldssager man benytter til at retfærdiggøre tvangsfjernelsesindustrien ikke vækker dyb bekymring hos sagsbehandlerne, som i de fleste tilfælde ikke mente, at selv ret alvorlige tegn på vold kunne retfærdiggøre en tvangsfjernelse.
Synes du det er betryggende, at børnesager behandles så forskelligt fra sagsbehandler til sagsbehandler? Er du enig med mig i, at børnesager bør handle om børnenes ve og vel, og ikke om forældrenes afvigelser fra sagsbehandlerens ideer om rigtigt og forkert?
Vignetundersøgelsen afslørede endnu en alvorlig brist i sagsbehandlingen- sagsbehandlerne ved stort set intet om de videnskabelige undersøgelser der laves for at belyse effekten af forskellige foranstaltninger. I stedet vælger sagsbehandlerne tiltag efter, hvad de forestiller sig kan virke- altså igen en ustruktureret, usystematisk ikke-evidensbaseret arbejdsform. Så kan det jo ikke undre, at erfaringerne med anbringelser af børn er så dårlige....
Den slags tilfældige tiltag virker naturligvis ikke efter hensigten, hvilket bringer SFI's forskere til det næste interesante spørgsmål- hvordan udvikler børnesager sig over tid. De fandt en lineær sammenhæng: Sagsbehandleren prøver et eller andet som ikke virker. Så prøver man et lidt mere indgribende tiltag som heller ikke virker, og så fremdeles indtil barnet fjernes fra hjemmet. Efter en række fejltiltag ender man altså med en opbevaringsløsning: barnet sendes ud af hjemmet, fordi det er sidste mulighed. Det havde jo nok været smartere, at benytte det rigtige tiltag fra starten, hvad enten det så er en anbringelse eller noget helt andet. Pointen er, at så længe sagsbehandlerne arbejde på lykke og fromme, så bliver resultatet noget lort!
Når vi når frem til truslerne om tvangsfjernelse er forældrene mørbankede. Den tillid til egne evner indenfor børneopdragelse man lagde ud med er forlængst røget sig en tur, under de mange mislykkede tiltag (som forældrene får skylden for ikke virker). På dette tidspunkt har mange forældre opdaget, at systemet slet ikke er så professionelt som det giver så ud for, og så er det at panikken breder sig- kan det virkeligt være rigtigt, at amatører skal tage vare på ens barns udvikling, når de allerede har bevist, at deres tiltag ikke virker, når forskerne har påvist, at det ikke kun gælder for ens eget barn, men for mange børn der anbringes?
Det er her forældrene begynder at opfatte systemet som en magtfuld fjende i stdet for en kompetent ven! Og desværre tror jeg forældrene har ret i den analyse. Jeg tror også, at de har ret til at gå i panik over, at magtfulde amatører ødelægger og stjæler deres børn. Og det undrer mig, at du kun hører desperationen i deres stemmeføring, i stedet for at undre dig over, om der måske er noget om det- måske er det ikke tilfældigt, at forældrenes oplevelser stemmer så godt overens med forskernes undersøgelser....
Her er forresten, hvad lederen af en behandlingsinstitution sagde til SFI's videnskabelighed: "SFI's forskere er bare nogle verdensfjerne teoretikere der ikke aner noget om, at hjælpe børn"!
*
Board index » ORDET ER DITT » >> Marianne Skånlands hjørne
